Sydfyn - sommerhuse i skønne omgivelser
Der er over 400 øer fordelt over det danske rige, hvoraf cirka 70 af dem er beboede. Fyn er den tredjestørste af sin slags, og både på den nordlige og sydlige del af øen er der rig mulighed for at opleve den helt særlige ø-stemning, men øen er så tilpas stor og rig på oplevelser, at det ikke bliver ensformigt at tage i sommerhus her.
Sydfynsk sommerhusferie ved Middelfart
Har du valgt den hyggelige købstad Middelfart som destination for din sydfynske ferie, er det ikke brede, hvide sandstrande, der vil danne den umiddelbare ramme for din ferie. Der er dog mulighed for at besøge Middelfart Søbad, der ligger på "Krupps Plads" eller den familievenlig strand, der ligger i forbindelse med Middelfart Marina, hvor du udover at spille beachvolley og betragte flotte både også kan få en kop kaffe eller et måltid mad i caféen, der ligger i forbindelse med marinaen.
Hyggelige oplevelser i Middelfart
Der er mange spændende ferieoplevelser i vente, når du besøger sydfynske Middelfart. Her kan du foruden at opleve by- og restaurationslivet i gågaden, gå på shopping i de små butikker, der ligger på hovedstrøget eller gemmer sig i baggårdene og nyde udsigten langs havnepromenaden.
Du kan også komme på hvalsafari med skibet Aventura, der ligger til ved Middelfart Gammel Havn eller du kan få et sug i maven på Bridgewalking i 60 meters højde i brokonstruktionen i Den Gamle Lillebæltsbro.
Naturskønne oplevelser på Hindsgavl Halvøen
Har du lejet sommerhus på Sydfyn kan du opleve Hindsgavl halvøen, som er et af de smukkeste kystområder i Danmark. Halvøen rummer foruden velkomstcenteret til føromtalte Bridgewalking også det rekreative område Hindsgavl Dyrehave samt Hindsgavl Naturcenter.
Dyrehaven
Besøger du Dyrehaven kan du opleve områdets store bestand af hjortevildt, der holder af at græsse i skoven og på sletten. Du kan også besøge områdets naturcenter, hvor du udover en naturlegeplads og en Tazan-bane, også finder mulighed for at lave mad over bål eller blot nyde den medbragte madpakke ved områdets borde og bænke.
Føns og Sandager Næs
Mellem Middelfart og Assens ligger de sydfynske sommerhusområder Sandager Næs. Strandene her er smalle og ikke særligt lange, men de er til gengæld både børnevenlige og ganske hyggelige at besøge. Ved Føns Strand finder du et strandengsareal med opstillede borde og bænke samt ishus, toiletter og udendørs vandhane. Badeområdet ved Sandager Næs er særligt lavvandet og der er en badebro i forlængelse med adgangsvejen fra sommerhusområdet.
Nyd udsigten på Assens Næs Strand
Overvejer du at leje sommerhus eller Sandager Næs på Sydfyn er et besøg til den hyggelige købstad Assens et oplagt udflugtsmål. Her kan du blandt andet besøge Assens Næs Strand, der ligger vest for byen.
Badeområdet her er lavvandet og der findes i hele strandens længde et mindre stenbælte i vandkanten, hvorefter du vil opleve en fin sandbund. Udsigten over lillebælt er en oplevelse, her kan du ane Bågø, Årø og Sønderjylland, ligesom det også på denne vestvendte strand er muligt at opleve solnedgangen.
Historiske oplevelser i Assens
I den omtrent 500 år gamle og ganske velbevarede købstad Assens findes der en lang række oplevelser, der kan fornøje både det yngre og det lidt ældre publikum. Har du interesse i at se lidt nærmere på det historiske byrum, så har du mulighed for at tage på en byvandring, der tager dig med ind i de små baggårde og smalle stræder. Ved turistbureauet Tobaksgården 7 kan du hente en brochure, der viser dig vejen gennem det historiske Assens. Vil du hellere studere de fine huse i miniatureudgaver - så har du mulighed for det i Assens Miniby.
Museum Vestfyn
Du har mulighed for at få stillet den historiske nysgerrighed ved et besøg på Museum Vestfyn, der udover forskellige udstillinger på tre forskellige lokationer også inviterer til sjove og spændende oplevelser med et lærerigt indhold for børn. Sidstnævnte aktiviteter finder kun sted i skoleferierne.
På tur til Båg
Fra Assens er der en færge til Bågø. Sejladsen tager ca. en halv time, hvorefter du står i et helt fantastisk landskab lige midt i Lillebælt. Den spændende natur på Bågø er fyldt med spændende oplevelser, særligt hvis du er ornitologisk interesseret.
På Bågø er der nemlig et rigt fugleliv, som du kan observere fra de to fugletårne ved Vestermosen og Noret. Øen byder også på fiskepladser, badestrande og vandreruter - og hvis du er heldig, kan du måske ud for kysten se både marsvin og sæler.
Halvøen Helnæs
Det smukke og varierede terræn på halvø Helnæs danner en smuk ramme for en ferie på Sydfyn. I sydøst-enden af Helnæs ligger Helnæs Strand, som også kaldes Helnæs Sommerland NØ. Stranden består af sand med stenede områder, så hvis du vil slå dig ned for at nyde udsigten, er græsarealerne i hver ende af stranden de mest oplagte til formålet. På østsiden af halvøen ligger Helnæs Fiskerhuse, som er et meget fladvandet område i Helnæs Bugt/Nørrefjord. Strandbredden her består mest af en blanding af sten og sand, men der er dog et område med fint sand ved adgangsvejen fra parkeringspladsen.
Brydegård Strand
Ved Åkrog Bugt li[a]dt nord for Helnæs finder du Brydegård badestrand. Området består af både strandeng, hede og sandstrand, og her er der mange ting at tage sig til. Udover de helt åbenlyse strandaktiviteter, som dette udflugtsmål indbyder til, så der i den nordlige del af området mulighed for at studere et rigt fugleliv og i den sydlige del, hvis du kommer på det rette tidspunkt, at betragte de lokale fiskere, der arbejder ved ophalings- og stejlepladserne.
Har du taget din hund med på ferie på Sydfyn finder du her i området desuden en hundeskov,[b] hvor det er tilladt at lade hunden gå løs - under forudsætning af, at du kan kalde den til dig.
Is og gastronomiske oplevelser i Faldsled
De sommerhuse, du kan leje ved Faldsled, ligger ved Helnæs Bugt, som udgør en del af det sydfynske øhav. Den lille havneby med lige over 500 indbyggere er i særdeleshed kendt for sin kro, der serverer både danske og franske retter i kulinarisk topklasse og sin idyllisk beliggende havn med udsigt over Helnæsbugten. På havneområdet finder du i sommerhalvåret en kiosk, der blandt andet sælger is.
Damsbo Strand og Løgismose Strand
Der er flere gode muligheder for at få en dukkert eller bade i solen, når du har lejet et sommerhus ved Faldsled på Sydfyn, og Damsbo Strand er en af dem. Den vestvendte strand, der ligger ved Helnæs Bugt/Nørrefjord er lavvandet, og er derfor et godt valg for børnefamilier.
Løgismosestrand, der i øvrigt er nabo til områdets campingplads indbyder også til badning i såvel sol som vand. Mellem stranden og parkeringspladsen finder du et stort græsområde, hvor der er mulighed for at spille petanque eller måske nyde en picnic.
Horne Land og Svanninge Bakker
Syd for Helnæs bugt og Sønderfjord ligger halvøen Horne Land, der med et bakket morænelandskab byder velkommen. På sydfynske Horne Land kan du leje sommerhuse i både Bøjden og Horne. Sommerhusene ved Bøjden ligger på halvøens vestkyst, og det er også herfra du kan tage færgen til Fynsland på Als.
Stranden ved Horne er ganske lavvandet, hvilket gør den børnevenlig. Dog er der værd at bemærke, at der på strandbredden findes mange sten.
Horne Kirke
Byen Horne er faktisk lidt for sig selv. Byen er nemlig det eneste sted på Fyn, hvor du kan se en af syv danske rundkirker. Horne by er anlagt helt tilbage i vikingetiden, og har engang været Danmarks største landsby. I byen finder du flere gamle bindingsværkshuse og en gammel velbevaret vindmølle. I landsbyen ligger også et supermarked, hvor du kan proviantere til sommerhuset.
Gåture og leg i Svanninge Bakker
Svanninge Bakker er sammen med Svanninge Bjerge og Sollerup Skov det største sammenhængende skovområde på Fyn. Og de sydfynske alper eller de fynske bakker om du vil, er et populært udflugtsmål for både sommerhusgæster og indfødte. Området indbyder til gåture i den skønne natur, og du finder nemt en rute at følge, da der i området er mere end 35 km afmærkede ruter.
Naturlegepladsen Troldeland
Ved Gåsebjergsand finder du en spændende naturlegeplads, der er etableret i en gammel grusgrav. Naturlegepladsen Troldeland imødekommer flere forskellige aldersgrupper, og på pladsen ligger der også et stort overdækket madpakkehus med plads til 50 personer samt et offentligt, handicapvenligt toilet.
Gorilla Park
En anden mulighed for aktive ferieoplevelser på Sydfyn er Gorilla Park. Her kan du teste dit mod på otte klatrebaner, prøve Tarzansving, køre BMX i trætoppene og meget, meget mere.
Oplev kulturen Faaborg
Den idylliske havn og Faaborgs meget velbevarede gamle huse, danner et skønt udflugtsmål på din ferie på Sydfyn. Byen byder på flere kulturelle oplevelser. Her kan du blandt andet slå vejen forbi Faaborg Museum, der byder på kunst i mange afskygninger - alt fra malerier og skulpturer til arkitektur og møbelkunst kan du finde her. Kulturhistorien giver sig også tilkende flere steder rundt om i byen, hvor du blandt andet kan se det berømte klokketårn, Arresten og Kaleko Møllen, som i øvrigt er en del af Øhavsmuseet.
Sommerhusene øst for sydfynske Faaborg
Øst for Faaborg ligger sommerhusene i Nab. I nærheden af området ligger der en strand ved Faaborg Fjord. Strandbredden på Nab Strand består af en blanding af sand og sten. Ved området finder du en offentlig parkeringsplads, men det er her også tilladt at køre i bil på stranden.
Egeskov Slot
Egeskov Slot er nok det mest kendte af de sydfynske slotte og herregårde, og stedet er absolut et besøg værd, når du har lejet sommerhus i området. Slottet, der er en af Europas mest velbevarede vandborge er opført i 1554, og her er der fyldt med oplevelser for både børn og voksne. På Egeskov Slot kan du gå på oplevelse i flere forskellige museer og nyde den smukke park mens børnene leger i de idylliske omgivelser.
Slentretur i Svendborg
En slentretur i den hyggelige sydfynske havneby er absolut også en oplevelse værd. Betragt de smukke træskibe i havnen, følg Brogade og Sankt Peders Stræde op mod centrum, hvor kunsthåndværkere, specialbutikker og hyggelige cafeér byder sig til. Oplev Sankt Nicolai Kirke, der ligger ved det hyggelige Kyseborgstræde, der ender i byens hovedstrøg Gerritsgade, hvorfra der ikke er langt til Torvet, der ligger omkranset af butikker og spisesteder.
Tåsinge
Tåsinge l[c]igger dejligt i det sydfynske øhav, og de fleste sommerhuse på øen ligger ved Vemmenæs på den østlige del af øen. I landsbyen Vemmenæs kan du blandt andet opleve glaskunst på glaspusteriet Glasmagerne. Vindeby er den største af øens byer, og her kan du proviantere ferielivets nødvendigheder. Landsbyerne Troense og Bregninge er også meget seværdige.
Lej sommerhus på den sydfynske østkyst
Mellem Svendborg og Nyborg ligger sommerhusene i Tårup og Bøsøre. Slude Strand, der ligger i området er smal [d]og et mekka for dem, der elsker at samle sten. I lystbådehavnen ved Lundeborg kan man i sommermånederne nyde et måltid mad hos Jensens Fisk og Vin og på campingpladsen ved Bøsøre kan du handle fornødenheder, besøge stedets svømmeland eller leje en cykel.