Stevns - sommerhuse, havnestemning og fossiler

Søg efter sommerhuse i Stevns
ankomst afrejse Period please wait
Haus mit Meerblick an der Küstenstraße auf Als-Kegnås

I den sydlige del af Sjælland ligger Stevns, der nok især er kendt for den unikke og dramatiske natur, der omgiver Stevns Klint, men halvøen har udover den ældgamle natur en masse andre spændende ferieaktiviteter at byde på. Her kan du nyde livet i Rødvigs hyggelige havnemiljø, tage på fossiljagt i Faxe Kalkbrud og opleve Den Kolde Krig på Stevnsfortet.

Map

Sommerhusferie på Stevns

Syd for København mellem Faxe Bugt og Køge Bugt ligger sommerhusene på halvøen Stevns, der mod øst afgrænses af den 17 km lange Stevns Klint.

De imponerende klipper, der i 2014 blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, det skønne Vallø Slot eller Geomuseet i Faxe er blot nogle af de seværdigheder der folder sig ud, når ferien bliver tilbragt i et sommerhus på Stevns.

Maritim stemning i Rødvig

For foden af Stevns Klint ligger den charmerende fiskeby Rødvig, som nok er den mest kendte ferieby på Stevns. I den hyggelige havn vugger fiskekuttere og lystbåde om kap i Østersøens bølger, og syd for havnen ligger et familievenligt sommerhusområde, der inviterer dig til at holde en skøn ferie på Sydsjælland.

Et supermarked og en fiskehandel sørger for hyggelige måltider i sommerhuset. På Rødvig Kro og Badehotel kan du eksempelvis nyde dit måltid i stedets autentiske rammer, hvor du alt efter årstidernes luner kan nyde maden i den smukke gårdhave eller eftermiddagskaffen ved havestuens pejs.

Sidst bedømt Populære sommerhuse Vores mest populære sommerhuse i Stevns

Lej sommerhuse i Rødvig på Stevns

Sommerhusene i Rødvig ligger som nævnt syd for den idylliske lystbådehavn. Et stort græsareal, der er perfekt til alle typer boldspil og leg, strækker sig ud foran sommerhusområdet, inden en trappe leder ned til kysten foran området.

Stranden foran sommerhusområdet er fyldt med sten, men vest for havnen ligger en hvid sandstrand. Det er besværligt at gå langs kysten fra sommerhusene til stranden, men der er mulighed for at parkere bilen på havnen, og herfra gå ned til stranden. Foran Rødvig Kro og Badehotel ligger der også et badeområde. Stranden er her en blanding af sten og sand, men om sommeren sørger en badebro for nem adgang til Østersøens bølger.

Vemmetofte Strand

Omkring 12 kilometer fra Rødvig, på den sydlige del af Stevns, ligger den børnevenlige Vemmetofte Strand. Sandstranden ligger foran et skønt skovområde, og ved områdets campingplads er der om sommeren adgang til toiletfaciliteter og småindkøb i en kiosk.

Med tog til København

Har du lejet sommerhus på Stevns, og vil du gerne opleve hovedstaden med alle dens attraktioner og seværdigheder, så kan du tage toget fra Rødvig Station til København. Turen tager omkring 90 minutter, og dem kan du bruge på i ro og mag at betragte det sydsjællandske landskab, der uden kødannelser ruller forbi, ligesom du kan nyde udsigten til, at du ikke skal bryde hjernen eller flå tegnebogen, for den sags skyld, når du skal finde en p-plads i København.

Lej sommerhus ved Faxe Ladeplads på Stevns

På den sydlige del af Stevns ved Faxe Bugt kan du leje sommerhuse i Faxe Ladeplads, hvor du selv i højsæsonen finder sommerhuse til overkommelige priser. I området ligger et par supermarkeder og nogle butikker, der alle holder åbent året rundt. Lidt øst for Faxe, på Skuderupvej 9, ligger den økologiske gårdbutik Hvidløg og Brød, hvor der forhandles forskellige lækre delikatesser.

Havnen ved Faxe Ladeplads er både en industri-, fiskeri- og lystbådehavn, og den bærer præg af, at der i mange år er blevet udskibet kalk fra Faxe Kalkbrud. Den maritime atmosfære findes udelukkende ved lystbådehavnen, som du kan nyde udsigten til på terrasserne ved havnens restauranter.

Strand på Øster Søvej og Faxe Strandpark

Områdets bedste badestrand ligger syd for byen ved Øster Søvej. Den relativt brede strand er meget børnevenlig med masser af sand og lavt vand, og ved parkeringspladsen er der toiletfaciliteter.

Længere mod syd ligger naturområdet Faxe Strandpark, som er et kombineret strand- og skovområde. Stranden er ikke områdets bedste, men ideel, hvis du har din hund med på ferie.

Sidst bedømt Populære sommerhuse Vores mest populære sommerhuse i Stevns

Strand og skov på Feddet

Halvøen Feddet, der skiller Faxe Bugt og Præstø Fjord, ligger på det sydlige Stevns, og det er her du finder ferieområdets længste sandstrand. Vi har ingen sommerhuse på den del af Stevns, men det naturskønne område, og de mange forskellige aktiviteter hos Feddet Strand Resort, der også er tilgængelige for dagsgæster, gør området til et både skønt og sjovt udflugtsmål.

På gåben og cykel

På Feddet ligger Sjællands største hede, hvor lyngklædte strækninger og områder med fyrre-, ege- og birkeskov byder sig til med skønne naturoplevelser. Flere vandre- og cykelruter leder gennem Feddets skønne natur, og Dansk Vandrelaug har blandt andet certificeret denne rute som en kvalitetsvandrerute.

Økologi hos Strandegård

Har du fået lyst til at opleve Feddet på to hjul, kan du leje en cykel på Feddet Strand Resort. I campingsæsonen kan du også få noget at spise ved pladsens snackbar eller på restauranten, og ved campingpladsen kan du parkere din bil. Vær opmærksom på, at der skal betales en p-afgift, når du parkerer her.

Feddet Strand Resort er en del af Strandegård Gods, der ligger på kanten af Feddet. Her kan du plukke blåbær eller købe økologisk frugt og grøntsager, som du kan nyde på turen eller tage med hjem til sommerhuset.

Ferie ved Køge Bugt

På den nordlige del af Stevns kan du leje sommerhuse i Strøby Ladeplads. Området ligger ved Køge Bugt, og modsat kyststrækningen i den sydligere beliggende del af Stevns, er stranden flad med en del sten. Om sommeren åbner Café Skov og Strand, der ligger på Kystvejen, og vest for stranden ligger den lille Strøby Havn.

Sommerhusene i Strøby ligger mellem Østersøen og den 35 km lange Tryggevælde Å, der løber sammen med Køge Bugt ved Strøby Egede. I klart vejr kan du fra området se Øresundsbroen, der forbinder København med Malmø.

Stranden ved Strøby

En del af kyststrækningen ved Strøby hører til de private grunde, der ligger helt ned til vandet, men øst for parkeringspladsen på Uglemosevej er der adgang til den smalle, offentlige strand.

Om sommeren åbner det hyggelige traktørsted Gjorslev Bøgeskov, der ligger på kanten af Bøgeskoven. Herfra er der ikke langt til lystbådene i Bøgeskov Havn eller en dukkert fra badebroen ved Bøgeskoven Strand.

Sidst bedømt Populære sommerhuse Vores mest populære sommerhuse i Stevns

Oplev naturen ved Elverhøj

Øst for Faxe, ved Karise, med udsigt over Tryggevælde Ådal ligger Gravhøjen Elverhøj, der i 1828 blev udødeliggjort af Johan Ludvig Heiberg og Friederich Kuhlau i Danmarks nationalskuespil, Elverhøj. Skuespillet, der handler om dette mytologiske sted, blev lavet på bestilling af Frederik. 6 i anledningen af hans yngste datters ægteskab til den senere kong Frederik. 7.

På cykel gennem naturen

Når du har lejet sommerhus på Stevns, er det en god idé at have adgang til en cykel. Det grønne landskab og den nærmest fraværende trafik på småvejene, der løber på kryds og tværs af halvøen, er oplagte at opleve på cykel. I denne cykelguide kan du finde inspiration til cykelture på din sommerhusferie på Stevns.

Og historiens vingesus kan måske give mental medvind til cykelturen. For på halvøen, hvor det er muligt, at Danmarks første kongedynasti slog sine folder ved Tryggevælde Å, flettes historien og naturen ind i hinanden. Det bevidner blandt andet de mange gravhøje fra romersk jernalder, der ligger vest for Tryggevælde Å ved Himlingøje. Her fandt man ved udgravningerne udover skeletter også arm- og fingerringe af guld samt en masse andre værdifulde artefakter, hvoraf nogle menes at stamme fra Romerriget.

Over klipperne

Du har en spektakulær naturoplevelse og en hård gåtur i vente, hvis du følger Trampestien, der strækker sig langs Stevns Klint fra Rødvig og til Bøgeskoven ved Strøby. På din vej ad den 22 km lange rute gennem den stevnske natur møder du flere spændende seværdigheder, og det er det hele værd, selvom du nok må påregne afslapning i sommerhuset efter sådan en gåtur.

Stevnsfortet - tæt på den Kolde Krig

I 2009 åbnede et Koldkrigsmuseum på Stevnsfort, der under den Kolde Krig udgjorde en vigtig brik i både Danmarks og Natos[a] forsvar. Danmarks position i frontlinjen mellem øst og vest gjorde, at man byggede Stevnsfort og Langelandsfortet, som tilsammen kunne dække en østlige indsejling til de danske stræder.

I 40 år holdt man fra Stevnsfort øje med fjenden, og i udstillingerne er det muligt at se det udstyr, der skulle bruges for at holde fjenden fra døren.

Underjordiske oplevelser

Stevnsfortet er virkelig en spændende ferieoplevelse, hvis du er bare det mindste interesseret i krigshistorie. Dele af fortet ligger under jorden, og det er kun muligt at se denne del af fortet på en guidet tur, der tager omkring halvanden time. Da turene er meget populære, er det en god idé at købe billetterne på forhånd.

Du kan til gengæld gå en tur i det autentiske HAWK missilbatteri eller se de øvrige udstillinger på egen hånd. Billetterne hertil købes ved ankomst til fortet.

Sidst bedømt Populære sommerhuse Vores mest populære sommerhuse i Stevns

Oplevelser ved Køge Bugt

Når du har lejet sommerhus på Stevns byder den førnævnte 35 km lange Tryggevælde Å også på mange skønne naturoplevelser. Her kan du nyde de smukke omgivelser fra vandsiden i kano eller kajak, nyde de sjældne planter og dyr på en vandretur eller fange en fisk eller to til aftensmaden.

Picnic i Solgårdparken

Ved Tryggevælde Å i udkanten af Strøby Egede ligger Solgårdsparken, som er et skønt udflugtsmål med picnicområde og legeplads.

Solgårdsparken har en lang og broget historie bag sig. I 1904 lod skuespillerinden Karen Bramson i de skønne omgivelser en kridhvid villa opføre, der i 1917 blev sommerresidens for skibsreder Marius Nielsens familie. Han købte 20 tønder land og anlagde en stor romantisk selskabshave. I 1946 blev Solgården behandlingshjem for tuberkuloseramte kvinder for siden at danne rammen om nervepatienter. Den store liggehal til tuberkulosepatienter eksisterer stadig, og bliver nu brugt til picnics og arrangementer.

I 1985 blev Solgården til asylcenter, og i 1986 købte Vallø Kommune den noget forfaldne villa, og lod den rive ned. I 1992 blev Solgårdsparkens Støtteforening etableret og med frivillige kræfter blev den tilgroede Solgårdspark ført tilbage til fortidens storhed. Hver onsdag mødes en gruppe frivillige og passer og plejer parken, der i 2006 også blev beriget med en botanisk have - også på frivilligt initiativ.

Store Heddinge og Olsen Banden på Vallø Slot

Hovedbyen på Stevns er Store Heddinge, der opstod i 1200-tallet, og i 1400-tallet fik titel af købstad. I byen, der har omkring 3500 indbyggere, ligger flere gamle huse og på byens torv ligger enkelte kædebutikker klar til shopping. I Lille Heddinge, der ligger 6 km i sydlig retning, ligger en flot hollandsk mølle fra 1874.

Vallø Slotskro

Nær Strøby, med udsigt over Køge Bugt, ligger Vallø Slot, der gennem tiderne har været ejet af forskellige adelsslægter. I dag er slottet stadig på private hænder, og det er ikke muligt at se slottet fra indvendig side. Du kan dog gå en tur i slotsparken i tidsrummet 10-18, og måske kan du genkende omgivelserne fra filmen "Olsen Banden ser rødt", der blev optaget her.

I forbindelse med slottet ligger Vallø Slotskro, der er et pitstop værdig på dine ferieudflugter rundt på Stevns. På restauranten kan du indtage et overdådigt aftenmåltid serveret med et udvalg af fine vine.

Stevns Klint Experience

Hos oplevelsescenteret Stevns Klint Experience, der er det primære ankomst- og formidlingssted knyttet til Stevns Klint, står ferieoplevelserne også på spring. Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, fordi klinten rummer historien om den store masseuddøen, der fandt sted for 66 millioner år siden. På det tidspunkt døde nemlig halvdelen af jordens dyrearter blandt andet dinosaurerne, og det kan du få meget mere viden om, når du besøger centret.

Fossiler, digitale spil og madpakker

Hos Stevns Klint Experience formidles denne dramatiske del af jordens historie gennem forskellige spændende udstillinger med blandt andet fossiler og et dinosaurskelet og igennem forskellige digitale spil, der gør historien interessant og nærværende - særligt for børn.

Det er muligt[b] at spise sin medbragte mad i Boesdal Kalkbrud, hvor borde og bænke indbyder til en pause. Har du glemt madpakken i sommerhuset, har Stevns Klint Experience en café, hvor du kan nyde en frokost eller kaffe i selskab med kage.

Kirken på kanten

På kanten af Stevns Klint står Højerup Gl. Kirke, hvis historie strækker sig helt tilbage til 1200-tallet. I 1910 opgav man at bruge kirken, da dens beliggenhed rykkede sig nærmere og nærmere klintens kant, og en ny kirke blev bygget længere inde i landet. I 1928 styrtede kirkens kor og dele af kirkegården i havet under et stort klinteskred, og der hvor koret stod, er der nu en udsigtsterrasse med en fantastisk udsigt over Øresund. Det er muligt at besøge kirken fra påske og frem til 31. oktober i tidsrummet 10.00-17.00.

Sidst bedømt Populære sommerhuse Vores mest populære sommerhuse i Stevns

Faxe Kalkbrud

Faxe Kalkbrud byder på en gåtur i et anderledes landskab, der for mange millioner år siden var dækket af 100 meter hav, og de dyre- og planteorganismer, der levede i havet er skyld i den store mængde kalk, der kan opleves her i dag.

I kalkbruddet bliver der brudt kalk til mange forskellige formål, og skønt det kan besøges døgnet rundt, fungerer bruddet til daglig også som arbejdsplads.

Hos Geomuseum Faxe, der ligger ved Faxe Kalkbrud kan du opleve flere forskellige udstillinger, der tager udgangspunkt i livet i koralrevet for mange millioner år siden. Hos museet kan du også købe billet til en fossiljagt med guide, men du kan også lede efter de spændende skatte på egen hånd.

Vikinger og en kold Faxe

Ifølge en normannisk krønike skulle vikingehøvdingen Rollo, som blev den første hertug af Normandiet i Frankrig, og hvis slægt efter den normanniske erobring af England i 1066 blev konger af England, stamme fra området omkring Faxe.

Det har dog været vanskeligt at stadfæste, hvorvidt krøniken taler sandt, men ved Rådhuset i Faxe står der en sten til ære for vikingekongen, der endte sine dage i Frankrig.

Faxe Bryggeriet

Det er ikke kun vikingekongen Rollo, der har været med til at sætte Faxe på danmarkskortet. For hvem kan ikke huske de små, buttede Faxe flasker med øl eller den ikoniske Nikoline appelsinvand, hvor en tegnet version af en gråhåret Nikoline Nielsen, der sammen med sin mand, startede bryggeriet i 1901, prydede etiketten?

Både den lille buttede Faxe og den friske appelsinvand, der begge blev fremstillet på Faxe Bryggerierne indtil det skiftede navn til Royal Unibrew, er nu blot en erindring hos dem med en vis alder. Til gengæld kan de, hvis alder ikke tillader et sådant minde, og alle andre naturligvis stadig nyde en kold Faxe Kondi i sommerhuset på Stevns.

Der bliver nemlig stadig brygget øl og sodavand på Royal Unibrews bryggeri i Faxe, ligesom bryggeriet også har sit hovedsæde her.

Sidst bedømt Populære sommerhuse Vores mest populære sommerhuse i Stevns
til toppen