Søndervig - klassisk vesterhavsferie

Søg efter sommerhuse i Søndervig
ankomst afrejse Period please wait
Sandstrand mit vielen Badegästen und einem kleinen rot-weißen Rettungsturm

Søndervig har gennem mange år begejstret sine feriegæster med traditionel vestkyststemning og sin helt fantastiske beliggenhed. Den travle ferieby har en hel del at byde på, og her summer det særligt om sommeren af liv. Ønsker du at leje sommerhus i lidt fredeligere rammer end det Søndervig kan tilbyde, så er områderne Houvig og Lodbjerg Hede gode alternativer.

Map

Et bredt udvalg af sommerhuse i Søndervig

I Søndervig så de første sommerhuse dagens lys i 1920'erne, og i 1930'erne var der allerede 250 sommerhuse i den vestjyske badeby. Den udvikling har taget til i styrke og området har nu et betragteligt antal sommerhuse beliggende i nogle af vestkystens skønneste rammer.

Stranden og det fascinerende klitlandskab har altid været områdets store trækplaster, og stranden er, særligt i sommerperioden, godt besøgt.

Indkøbsmuligheder året rundt

I Søndervig kan du købe ind året rundt. Der er et velassorteret supermarked og et bageri. Lidt nord for byen er der en gårdbutik, der sælger flere forskellige specialiteter. Desuden er der en del butikker med tøj og brugskunst, såsom forskellige spisesteder.

Atlantvoldens rester

Som en historisk påmindelse ligger de gamle tyske bunkere sporadisk spredt langs stranden ved Søndervig. Bunkerne udgjorde en del af Atlantvolden - det kæmpemæssige forsvarsværk, der strakte sig fra Nordnorge til Sydfrankrig, og som oprindeligt blev bygget i klitterne. De fleste af bunkerne ligger nu på stranden eller i vandet - og er dermed også en påmindelse om naturens kræfter.

Zuletzt bewertet Beliebte Häuser Unsere beliebtesten Ferienhäuser in Søndervig

Mad og drikke i Søndervig

Sommerhusområdet ved Søndervig strækker sig over flere kilometer gennem klitlandskabet, og her er der langt over 1.000 sommerhuse til udlejning året rundt.

Med det store udbud af sommerhuse, er der naturligvis mange forskellige beliggenheder at vælge imellem. Vælger du at bo i sommerhus tæt på centrum af Søndervig, ligger mange af byens forskellige tilbud i gåafstand.

Hygge-øl i Biergarten

Lodbergsvej, der er byens hovedstrøg, er et populært mødested, og her er særligt livligt om sommeren. Restaurationen Biergarten medvirker om aftenen til en yderst livlig stemning. I den autentiske og hyggelige bierstube langes der i en lind strøm øl fra fad og forskellige retter over disken. På Badevej, der ligger ved stranden, sørger strandcaféen Woodys for servering af kaffe, vin, cocktails og is.

Mange af Søndervigs spisesteder holder i øvrigt åbent året rundt - som det mindste i hvert fald i weekenden.

Lej sommerhus i klitterne ved Søndervig

De fleste af områdets sommerhuse ligger i klitterne, hvor feriebyens larm overdøves af bølgernes brusen. Særligt roligt er det syd for byens centrum, hvor også de fleste sommerhuse er lokaliseret.

Bor du lidt uden for centrum, kan det være en udmærket idé at have en cykel til rådighed. Det er muligt at leje cykler hos Søndervig Cykeludlejning, hvis du ikke har taget din egen med på ferie.

Loppemarked og open-air koncerter

Fra uge 26 til uge 35 og i ugerne 41 og 42 kan du hver tirsdag komme til bagagerumsmarked på Lodbergsvej. Markedet er alle tirsdagene åbent fra 11.00-16.00.

Og holder du af traditionel jazz, kan du hver søndag i juli måned hensvømme i toner og samtidig nyde både vådt og tørt hos Beach Bowl, der også ligger på Lodbergsvej.

Sjov for hele familien

Hvert år i maj kommer flere sandskulptører til Søndervig for at yde et bidrag til sandskulpturfestivalen, der har fundet sted siden 2003. Her får de deltagende skulptører et tema at arbejde ud fra og 10 dage til at fuldføre deres kunstværker, og de imponerende resultater kan du se på Lodbergsvej helt til slutningen af oktober.

På festivalpladsen kan både børn og voksne gøre kunsten efter i pladsens store sandkasse, der er fyldt med den samme type sand som skulptørerne bruger. Sandet her har ikke samme kvalitet som det, der er i overflod på stranden, og det er langt nemmere at forme skulpturer af sandet på festivalpladsen.

Bad, leg og spis!

Arter vejret sig ikke helt, som du kunne ønske dig, har Lalandia, der ligger midt i Søndervig, et væld af forskellige indendørsaktiviteter. Vandlandet har et stort tropisk badelandskab, et legeområde samt forskellige restauranter til indendørs hygge. Desuden er det muligt at købe dagsadgang til feriecentrets aktiviteter.

Zuletzt bewertet Beliebte Häuser Unsere beliebtesten Ferienhäuser in Søndervig

Sommerhusene ved Houvig

Lidt nord for Søndervig kan du leje sommerhus i Houvig. Sommerhusene ligger her tæt på den brede sandstrand, der egner sig til både solbadning og indsamling af strandskaller. På stranden ligger der også flere bunkere, som det er muligt at inspicere.

Vestkystens Gårdbutik

Hos Vestkystens Gårdbutik i Houvig kan du købe nøje udvalgte lokalt producerede delikatesser - mange af dem fra egen produktion. Her sælges blandt andet krogmodnet, økologisk oksekød og en lang række forskellige oste. Stedet har også en café, hvor du kan nyde kaffe, hjemmebagte kager og boller eller stedets hjemmelavede is.

Sidselbjerg strand

Nord for Houvig ligger den skønne Sidselbjerg strand, der er en af vestkystens skjulte perler. Det er nemlig ikke så mange besøgende, der finder vej til dette stykke af kysten, og her er det faktisk muligt at nyde en stille stund.

Lej sommerhus nordvest for Søndervig

Nordvest for Søndervig tæt på byen Kloster ligger sommerhusene i Lodbjerg Hede. I området er der to legepladser, der indbyder til timer af leg for de yngste. Området indbyder også til mange og lange gåture - blandt andet ved Stadil Fjord.

Huset Tind

Som en ensom majestæt,mellem Kloster og Lodbjerg Hede, ligger Huset Tind, der sælger garn og forskellige tekstiler. Hvis du er glad for håndarbejde, er butikken virkelig et besøg værd. Her kan du købe strikkegarn og mønstre i mange afskygninger. Butikken forhandler endvidere hjemmesko og strømper.

Stearinlys fra Kloster Design

Hos Kloster Design, der er kendt for sine lys, kan du ved et besøg i butikken prøve at dryppe dine egne lys. Butikken har desuden en stor afdeling med brugskunst, hvor du kan købe alt fra vaser til duge. Charlies Café, der ligger i forbindelse med Kloster Lys, serverer varme retter samt hjemmelavet bagværk.

Zuletzt bewertet Beliebte Häuser Unsere beliebtesten Ferienhäuser in Søndervig

Aktiviteter for hele familien

Oplevelsesparken Naturkraft ligger nord for Ringkøbing. Her kan du legende blive klogere på den vestjyske natur og udforske vejrfænomener. Du kan også tage en tur i Adventurepark og spille blandt andet minigolf, fodbold- eller håndboldgolf. Parken ligger umiddelbart vest for Ringkøbing.

I Wow Park, der ligger i Løvstrup Plantage, også nær Ringkøbing, finder I underholdning til mange timer i det fri. Prøv kræfter på svævebanen, på kæmpegynger eller hop blandt kæmpebolde i det store net, der er spændt ud mellem træerne.

Tag i svømmehallen!

Er du på ferie i Søndervig er der kort vej til hele tre forskellige svømmehaller. Badeland i Feriecenter Søndervig, der dog holder lukket i vintersæsonen, Ringkøbing Svømmehal (vær opmærksom på svingende åbningstider) og svømmehallen, der ligger i Hvide Sande Hallen.

Jettes Strudsefarm

Mellem Lodbjerg og Kloster ligger Jettes Strudsefarm, der udover strudse huser en lang række spændende dyr. Mange af stedets forskellige dyr stammer fra Australien, Sydamerika, Afrika og Asien. I forbindelse med farmen, der ligger skønt ned til Stadil Fjord, er der en café og en butik. Farmen har åbent fra påske og frem til november.

Ud i naturen

Er du på ferie i Søndervig, er der omkring 10 minutters kørsel til Røjklit Havn, der ligger smukt ved den sydlige del af Stadil Fjord. Ved den hyggelige fjordhavn ligger tre shelters, der er bygget som tipier, og her finder du også en bålplads, et overdækket madpakkehus samt toiletfaciliteter.

Hindø i Stadil Fjord

Fra Røjklit Havn er der en skøn udsigt over Stadil Fjord helt til Hindø. Øen, der siden 1990 har været fredet, er et oplagt udflugtsmål for vandreture. Det er muligt at parkere bilen ved broen, der fra Agerbækvej ved landsbyen Hee fører over til øen. Her kan du følge den markerede rute, der er ca. 4 km lang.

Nord for Stadil Fjord ligger Vest Stadil Fjord, der er et eldorado for fugleinteresserede. Ved fjorden ligger en gammel jagthytte, der er indrettet med en lille udstilling om området.

Roser og kunst

Er du på sommerhusferie i Søndervig kan Laubjerg Rosenhave, der ligger lidt øst for Ringkøbing, udgøre et rigtig hyggeligt udflugtsmål. Her kan du nyde den smukke have og se de forskellige skulpturelle installationer, der står rundt omkring i den 10.000 kvadratmeter store have.

Haven, der ligger i forbindelse med Laubjergs Planteskole, holder åbent året rundt.

Vestjyllands Kunstpavillon

Der er ca. 30 minutters kørsel fra Søndervig til den lille landsby Videbæk, der ligger midt mellem Ringkøbing og Herning. Her kan du få en spændende ferieoplevelse, hvis du er kunstinteresseret. Den usædvanligt smukke Vestjyllands Kunstpavillon byder året rundt på skiftende udstillinger, hvor der formidles samtidskunst i forskellige udtryk og formsprog.

I forbindelse med kunstpavillonen ligger også Arne Haugen Sørensens Museum, der danner rammen om en stor udstilling med kunstnerens værker. Der er åbent fra tirsdag til søndag med undtagelse af enkelte lukkedage.

Zuletzt bewertet Beliebte Häuser Unsere beliebtesten Ferienhäuser in Søndervig

Besøg Ringkøbing

Har du lejet sommerhus i Søndervig er det som tidligere nævnt oplagt at besøge den hyggelige by Ringkøbing, der ligger blot 12 km væk. Fjordbyen har nemlig udover familievenlige aktiviteter rigtig meget andet at byde på i form af spisesteder, butikker og gallerier.

På Kulturstedet Generator kan du hele året rundt høre koncerter med forskellige kunstnere og et besøg på Ringkøbing Museum kan gøre dig meget klogere på Vestjyllands historie. Her kan du blandt andet fordybe dig i 2. Verdenskrigs betydning for området, og tage med på to bunkerture - den ene rundt i Ringkøbing, den anden ved Houvigfæstningen lidt nord for Søndervig.

Hyggelig stemning ved havnen

Har du taget turen til Ringkøbing, må du en tur forbi havnen, der tidligere var en af vestkystens vigtigste havne. Det er den ikke længere, men den hyggelige havnestemning er intakt, så nyd stemningen over en bid brød på en af havnens spisesteder.

Køb økologisk

Gårdbutikken Økoladen, der ligger mellem Ringkøbing og Lem, er et hyggeligt sted at proviantere, hvis du er på udflugt væk fra sommerhuset i Søndervig. I den økologiske gårdbutik kan du købe grøntsager og oksekød af egen avl samt et udvalg af lokale varer.

Forundringens have

Hos Vestjyllands Højskole, der ligger i Vesttarp lidt syd for Ringkøbing, kan du besøge Forundringens Have, som er en økologisk forsøgs- og forevisningshave. I forbindelse med haven er der også en legeplads og et orangeri, hvor du kan nyde medbragt mad eller handle i den lille øko-shop.

Både haven og orangeriet holder åbent året rundt. Ved indgangen til haven står en entrékasse, hvor besøgende kan lægge et frivilligt beløb.

Aktiv ferie i Søndervig

Ringkøbing Fjord er kendt for sine mange surfspots, og er du i sommerhus i Søndervig, har du rig mulighed for at prøve kræfter med vandsport. Ved Baggersvej lige før Søndervig ligger Kloster Surfspot, hvor der er rigtig gode forhold til at kitesurfe. Det store område og det lave vand giver gode betingelser for denne type surfing - for øvede såvel som nybegyndere.

Surfspottet Sorte Bakker, der ligger ved Vellingvej, er Ringkøbings største. Stedet er både egnet til windsurfing og kitesurfing, og der er gode parkeringsmuligheder ved Ringkøbing Surfklub. Ved Sorte Bakker er der både mulighed for parkering samt toilet- og badefaciliteter.

På cykel til Ringkøbing

Cykelstien langs fjorden fra Søndervig til Ringkøbing er Danmarks ældste, og udgør en rigtig god ferieudflugt. Den ca. 10 km lange grusvej fører dig gennem marker og enge. Alternativt kan du tage den asfalterede cykelsti langs med Søndervig Landevej. Du kan leje en cykel hos Søndervig Cykeludlejning, der ligger på Lodbergsvej eller hos Hvide Sande Bikes, der også leverer cyklen til dit sommerhus.

Zuletzt bewertet Beliebte Häuser Unsere beliebtesten Ferienhäuser in Søndervig
til toppen