Løkken - ferieidyl ved Jammerbugten

Løkken har en lang historie som ferie- og badeby, og det med god grund! Den dejlige hvide strand flankeret af perlerækker af historiske, hvide badehuse, de maleriske fiskerbådene ved molen, Vesterhavets brusende uendelighed og klitterne, der skærmer den hyggelige by mod vestenvinden, danner altsammen rammen om en klassisk dansk badeferie ved Vestkysten.
Lej sommerhuse i billedskønne omgivelser i Løkken
I mere end hundrede år har havet og stranden, der omgiver den nordjyske badeby Løkken, betaget og begejstret feriegæster fra nær og fjern. De har oplevet den storslåede natur i og omkring den nordjyske badeby, nydt livet på torvets restauranter, set solen synke i havet bag molen og mærket kontrasten mellem varmen i klitternes bløde sand og bølgernes kølige dans mod kroppen.
For Løkken er kontrastfyldt - her tegner de utallige badehuse og smukke fiskerbåde omringet af klitter og havet sommerens billedskønne scene, mens efterårets og vinterens oprørte hav, hvis insisterende slag mod stranden, skaber et lige så malerisk udtryk.
Populært til ferier ved Vesterhavet
Løkken er en skøn by at gæste både sommer og vinter og alt derimellem, og bylivet, de mange sommerhuse og naturen, der omringer området, skaber året rundt et vidunderligt fundament for en ferie ved Danmarks vestkyst. Ligesom nabobyen Blokhus har Løkken udviklet sig fra at være et lille fiskerleje ved Jammerbugten til et af de mest populære områder at leje sommerhus i Danmark.
Fra fiskerleje til turistby
Historien om Løkken startede i 1678, hvor de første beboere slog sig ned ved områdets ladeplads, der i samtiden fungerede som udskibningssted for fødevarer til Norge. Samhandlen med Norge var succesfuld og Løkken udviklede sig således til det største udskibningssted på Vestkysten.
Omkring år 1900 ebbede skudehandelen ud, og fiskeriet blev næringsvej for de fleste af byens indbyggere. Efter 2. verdenskrig var hovederhvervet i byen skiftet til turisme, hvilket blandt andet resulterede i de mange sommerhuse i Løkken. Brudstykker af byens historie finder du rundt omkring i den charmerende bymidte, hvor en del gamle huse blander sig med livet i den moderne badeby.
Gavmildt udvalg af sommerhuse
Løkken har i mange år været populær feriedestination både blandt danske og udenlandske turister, og selvom udbuddet af sommerhuse i området er gavmildt, så er det altid en god idé at leje sommerhus i god tid.
Særligt i sommermånederne er der rift om sommerhusene, men også uden for sæsonen, er her liv og den omkringliggende natur, der byder på skønne ferieoplevelser hele året rundt.
Frisk vind og bjergtagende sandstrand
Stranden er et af områdets helt store tilløbsstykker og to asfalterede veje fører i sommerhalvåret mange feriegæster og endagsturister hertil.
Den relativt smalle Sdr. Strandvej leder trafikken fra bymidten til havet og molen, hvor den smalle passage og de mange turister på vej til og fra stranden, særligt om sommeren, er det ikke helt let at komme til stranden i bil. Ved Norgesvej lige bagved Strandpavillonen kan du parkere bilen eller du kan vælge at køre til stranden ad den sydligere Ny Strandvej, der skærer sig gennem sommerhusområderne. Her må du i tilgift for bekvemmeligheden ved at køre til stranden undvære midtbyens udbud af iskiosker, spisesteder og butikker.
Bunkerstranden i nord
I den nordlige del af Løkken kan du komme til stranden ad Ndr. Strandvej, hvor den stejle Lønstrup Klint rejser sig bagved de gamle bunkere, der ligger spredt i vandet og langs et smalt stykke strand.
Det er også flere steder muligt at komme til Løkken strand gennem klitterne, hvor utallige sommerhusgæsters længsel mod havet har skabt smalle stier gennem klitlandskabet
Den hvide by
De hvide badehuse, der hvert år står side om side på stranden i Løkken, er nærmest blevet et symbol for byen, og der er langt mere end blot hvide skure langs kysten. Badehusene har for mange familier dannet rammen for utallige strandture, grillaftener og hygge i familiens skød, og mange af husene videregives i arv gennem generationer.
Perler på snor
I den sydligere beliggende by Blokhus kan du også opleve badehuse, men slet ikke i samme omfang som i Løkken. For langs stranden ligger der, som perler på en snor, 480 hvide badehuse. Det er et herligt syn, som emmer af sommer og ferie med sand mellem tæerne. Oprindeligt var badehusene omklædningskabiner for hotelgæster, men omkring 1925 blev det at bade i havet populært og der kom gang i byggeriet af små private badehuse. Faktisk blev de små huse benyttet som sommerhuse, og man sov på stranden, lige indtil der kom et forbud mod at overnatte i husene. Som turist nøjes man med at nyde det smukke syn, for det er heller ikke tilladt at udleje sit badehus.
Et levende byliv
Torvet i Løkken er byens livsnerve, og særligt om sommeren giver de mange restauranter, iskiosker, grillbarer og butikker næring til ferielivet. Den charmerende badeby er i højsæsonen en smeltedigel af lokale og turister fra nær og fjern, vendelbomålet blander sig med dialekter fra hele Danmark samt forskellige europæiske tungemål og det skaber den her helt særlige fornemmelse af, at store dele af Danmark og det nordlige Europa har fundet vej til Løkken.
Byens centrum er et sammensurium af forskellige oplevelser, og her er der noget for alle aldersgrupper. For børnene vil et besøg hos en af de mange iskiosker eller en tur i bolcheriet, hvor farverige bolcher og slikkepinde kan købes i hobetal, sikkert gøre lykke. For det lidt ældre publikum vil det måske vække glæde at lade skummet fra en velskænket øl fra Løkken Bryghus, der ligger lidt gemt på Asylvej, berige ferien.
Fra Torvet forgrener Søndergade og Nørregade sig, og også her finder du spisesteder, iskiosker og butikker.
Fra action til indkøb
Lidt nord for Løkken by ligger Action House der som regel er et stort hit blandt både børn og voksne. Det store funcenter, som rummer et af verdens største gokartcentre, holder åbent året rundt og tilbyder flere forskellige sjove aktiviteter. Det er også muligt at spise i centrets restaurant.
De daglige indkøb
Ved siden af Action House ligger flere dagligvarebutikker, og midt i byen finder du en stor SuperBrugsen, der har både bager- og delikatesseafdeling. Overfor butikken ligger i hver sin ende af en sammenhængende bygning et apotek samt touristinformationen. På hjørnet af Harald Fischers Vej og Vendelbogade ligger Slagter Dyrby, der har et stort udvalg af kød og pålæg.
Cykeludlejning
Har du ikke din egen cykel med og nyder, lige at kunne hoppe på en cykel, enten for at snuppe en is, eller købe ind til aftensmaden, så kan du på Sverigesvej, der ligger midt i Løkken, leje cykler hos Bike Havs.
Vandsport og mad
Som en afstikker fra Søndergade slår Sdr. Strandvej ned mod molen, og heller ikke her skorter det på serveringssteder og muligheder for shopping. For enden af vejen, hvor asfalt bliver til sand ligger surfskolen North Shore Surf, der udover at tilbyde surf- og SUPkurser også har is, og drikkevarer i caféen, der ligger smukt i strandkanten. Har du lyst til en tur i sauna, kan du leje dig ind og blive gennemvarmet, mens du nyder den herligste udsigt over havet.
Du kan også bestille en drink, kapre en af stedets liggestole eller bare slå dig ned i sandet, og opleve solen mens den synker i havet bag molen.
Løkken Idrætscenter - svøm og træn
Lejer du sommerhus i Løkken uden for højsæsonen er chancerne for det perfekte strandvejr ikke så store som i de varme sommermåneder, og har du ikke mod på at dyppe tæerne i det kolde Vesterhav, så kan du altid tage en svømmetur under tag i Løkken Idrætscenter, der ligger ved byens hostel. Idrætscenteret har desuden træningsfaciliteter for fitnessglade sommerhusgæster.
Sommerhusområderne Furreby og Nr. Lyngby
Lidt nord for Løkken omkring Ndr. Strandvej rejser Lønstrup Klints stejle skrænter sig mod himlen, og bagved klinten ligger sommerhusene i Furreby. En vandretur går over de imponerende skrænter og tilbyder en helt fantastisk udsigt over området og Vesterhavet. Når du kommer til Svanevej, fører en stejl trappe ned til stranden.
Området omkring Furreby tilbyder nogle af de bedste kystskrænter og vindforhold for paragliding, og i stille vejr kan du af og til opleve, at farverige faldskærme svæver på himlen over Furreby og mod nord.
Nr. Lyngby - på kanten af verden
Nord for Løkken kan du leje sommerhuse i Nr. Lyngby, hvor du særligt om vinteren, når blæsten slår imod dig og du fra den rå skrænt kigger ned i havets skummende dyb, kan få oplevelsen af at stå på kanten af verden.
Besøger du byen i sommermånederne, hvor vinden og vejret er venligere stemt, vil du opleve en langsommelighed og en plads, der står i skærende kontrast til Løkkens hektiske ferieliv. Her råder havet, sandet og vinden, og området tilbyder kun en enkelt butik. Butikken åbner i en begrænset periode fra juni til august, hvor der kan købes basale fornødenheder, brød og is.
Spektakulær udsigt og solnedgang
Nr. Lyngby ligger smukt - højt løftet over Vesterhavets bølger, og adgangen til stranden er derfor lidt besværlig. Du kommer til stranden ad en stejl trappe eller nedkørsel, men du belønnes til gengæld for besværet med en helt uovertruffen udsigt.
Ved nogle borde og bænke langs den stejle nedkørsel til stranden kan du nyde din medbragte mad eller en is fra den lille købmand, hvis du vel og mærke kommer på den rette tid af året.
Fisherman's Rest - Live musik med udsigt
Fisherman's Rest ligger lige på skrænten med en spektakulær udsigt over Vesterhavet. Her serveres der hurtige kød- og fiskeretter, en gedigen irsk kaffe eller en øl fra hanen. I Sommermånederne arrangerer pubben aftener med livebands, men også uden musik er stedet værd at gæste - alene for udsigtens skyld.
Sommerhusferie i Grønhøj
Syd for Løkken ligger sommerhusene i Grønhøj, der også kan tilbyde en smuk, bred sandstrand, dog er der hverken badehuse eller fiskekuttere til at tage opmærksomhed fra sandet og havet.
Mellem stranden og sommerhusområdet strækker sig et fladt klitlandskab med stier, der er farbare for både børn og voksne. Kommer du ad Grønhøj Strandvej, er det muligt at køre helt ned på stranden.
Løkken Fiskepark
Løkken Fiskepark, der ligger mellem Løkken og Grønhøj holder åbent året rundt, og er en oplagt feriesyssel, hvis du holder af at fiske. Her kan du fiske efter ørred og ål, og det er muligt at blive forsynet med både fiskegrej og drikkevarer i parkens kiosk. Kiosken holder åbent hver dag fra 9-12 med udvidede åbningstider i weekender og højsæsonen.
Kettrup Bjerge - bakketoppe og grønne enge
Sommerhusene i Kettrup Bjerge er smukt placeret i det kuperede terræn syd for Løkken. De mange bakketoppe og grønne enge gør området til en skøn feriedestination for naturelskere og folk, der sætter pris på fred og ro.
Kettrup Bjerge er et populært område at vandre i, og fra områdets højeste bakke Ørnbjerg, der rejser sig 43 meter over havoverfladen, kan du i klart vejr se helt til Hanstholm i syd og Rubjerg Knude i nord.
I området er der ingen adgangsvej, der tillader dig at tage din bil med på stranden, til gengæld leder flere stier gennem det rekreative område ned til stranden.
Ost og bøger
I nærheden af Kettrup Bjerge ligger landsbyen Ingstrup, der huser Danmarks mindste mejeri. I forbindelse med Ingstrup Mejeri ligger en ostebutik, der holder åbent tirsdag-lørdag året rundt. Ved siden af butikken, beliggende i byens gamle brugs, har foreningen Ingstrup Bogby etableret en genbrugsbutik, hvor der sælges brugte bøger. Der er tusindvis af titler på hylderne, så her kan ferielæsningen sandsynligvis reddes.
Danmarks ørken - Rubjerg Knude
Mellem sommerhusene i Løkken og den mondæne ferieby Lønstrup strækker sig den 12 kilometer lange kystskrænt Lønstrup Klint. Den højeste og mest markante del af klinten er Rubjerg Knude. Det golde ørkenlandskab, der møder dig, når du går mod fyret, er imponerende og bjergtagende. Har råder naturens kræfter, og sandet og blæsten har magt over landskabet.
Blæsten får sandet til at fyge, og klitten til at vokse, så sandet dækker både fyret og de omkringliggende huse. Havet, der ligger dybt under Rubjerg Knude, æder sig ind i klinten, hvilket har store konsekvenser for de mennesker, der bor her.
En gåtur på stranden
En gåtur på stranden langs Lønstrup Klint er en fascinerende oplevelse, hvor naturens imponerende kræfter virkelig bliver nærværende. Går du på stranden langs klinten lidt nord for Rubjerg Knude, hvor Mårup Kirke engang lå, sker det, at du kan finde rester fra den gamle kirkegård. Stendigerne og de gamle grave på Mårup Kirkegård er nemlig også i overhængende fare for at styrte i afgrunden, og nogle har allerede tabt kampen. Et lokalt initiativ sørger for at fundne rester fra gravene atter bliver stedt til hvile på Lønstrup Kirkegård.
Den store flytning
En anden bygning, hvis skæbne synes besejlet af havets rasen mod klinten, er Rubjerg Knude Fyr. Fyret sendte første gang sit lys ud over Jammerbugten i år 1900, og fungerede indtil 1968 som pejlemærke for søfarende. Fyret er en af Nordjyllands mest besøgte turistattraktioner, men var i 2018 så truet af kysterosion, at en redningsplan måtte søsættes, så fyret ikke måtte lide samme skæbne som Mårup Kirke.
En oktoberdag i 2019 lykkedes det en lokal entreprenør at flytte fyret 70 meter ind i landet, og fyret og udsigten herfra kan således stadig begejstre turister fra både nær og fjern.
Mårup Kirke
Da kirken i Mårup blev bygget, tidligt i 1200-tallet, lå den centralt placeret i sognet, omgivet af en landsby. Efter beregninger har kirket ligget cirka 1.2 km fra havet, da den blev opført, men allerede i 1790 var skrænten ikke mere end 355 m væk. Helt frem til 2005 har kirken været fredet, og efter lang tids uenighed om kirkens endelige skæbne, blev de sidste rester i 2015 nedtaget. Den kontrollerede nedrivning har bragt ny viden om kirken i sig selv, samt generelt om opførelsen af romanske landsbykirker. Om sommeren tilbydes guidede ture til Mårup Kirke, eller i det mindste til stedet, hvor kirken lå. Historierne om kirken, der forsvandt, er fyldt med lokal viden og humor.
Fortidens Løkken
Er du på ferie i Løkken kan du hos Løkken Museum, der ligger i Nørregade, fordybe dig i områdets historie. Det lokalhistoriske museum ligger i Johanne Grønbechs hus, der blev bygget i 1859. Museets udstillinger kredser særligt om den skudehandel, der fandt sted med Norge i det 17. og 18. århundrede.
Det gamle redningshus
Ved nedgangen til stranden på Ndr. Strandvej kan du blandt andet se den historiske kystfiskerbåd Bent II, som er en del af Kystfiskerimuseet udstillingen. Museet er indrettet i Løkkens gamle redningshus, og udstillingen handler udover byens fiskerihistorie også om områdets redningsvæsen.
Vendsyssel Plantage - Løkken Miniby
På Søndergade i Løkken ligger den 3 hektar store Vendsyssel Plantage, der er et oplagt udflugtsmål, hvis du bor i sommerhus i området. På en gåtur i plantagen møder du flere forskellige mindesten, og her finder du også Løkken Miniby, som rummer miniaturemodeller af de huse, der lå i Løkken omkring år 1900.
I plantagen ligger også to bunkere fra 2. verdenskrig, som du har mulighed for at se nærmere på. I området er der endvidere en sø med åkander og guldfisk og flere borde og bænke, der indbyder til en picnic.
Børglum Kloster - kongsgård og bispesæde
På Børglum Bakke øst for Løkken ligger Børglum Kloster, hvis beliggenhed og historie er et besøg værd, hvis du har lejet sommerhus i nærheden af Løkken. I vikingetiden lå der på Børglum Bakke en kongsgård, der varetog de skiftende kongers interesser i lokalsamfundet. I middelalderen blev på dette sted oprettet et bispesæde og et kloster for den franske præmonstratenserorden, og Børglum blev gjort til hovedsæde for ordenens klostre i Skandinavien.
I 1536 overtog kong Christian 3. klosteret, og i 1540 blev det gjort til kongeligt len. I 1669 blev Børglum Kloster solgt til private ejere, og i 1885 overtog familien Rottbøll ejerskabet, og den 6. generation af slægten driver nu klosteret.
Udstillinger og koncerter
En del af Børglum Kloster fungerer som museum, hvor du blandt andet kan opleve den 1000 år gamle klosterkirke. Du kan besøge klosteret fra april til oktober, dog holdes der også åbent i skolernes vinterferie samt op mod jul, hvor klosteret slår dørene op til deres populære julemarked, der løber af stablen over to weekender.
Café Vognporten
På Børglum Kloster kan du spise på Café Vognporten, der ligger i klosterets renoverede hestestald. Her kan du nyde brunch, smørrebrød eller lækre frokostretter, mens du holder pause fra museets 15 spændende udstillinger.