Als - ferie i Sønderjylland
Als, der er Danmarks syvende største ø, er rig på oplevelser for folk i alle aldre, og det er altid nemt at finde på noget at lave her. Tag børnene med en tur i Danfoss Universe, besøg maleriske Sønderborg eller tag på skovtur i Danmarks længste kystskov Nørreskoven.
Sommerhuse mellem Nordborg og Sønderborg
På Als kan du opleve grænselandet, hvor historien lever og kulturer mødes og skaber den fantastisk charmerende ånd, der gennemsyrer Sønderjylland med en gæstfrihed og en åbenhed, der gør din ferie i området til noget ganske særligt.
På den nordlige del af øen har du mulighed for at opleve den alsidige natur i Naturpark Nordals, der med sin 1.928 hektar mangfoldighed indbyder til gå- og cykelture eller måske en tur på hesteryg, der kan arrangeres af Nord-Als Rideklub.
Den sydlige del af Als, hvor Flensborg Fjord skaber udsyn mod verden, har mange spændende ferieoplevelser at byde på. Her er både Sønderborg og den lidt mindre by Augustenborg oplagte udflugtsmål.
Sommerhus tæt ved stranden på Als
Nogle af de skønneste strande på Als ligger ved sommerhusene i Skovmose og sommerhusområderne Købingsmark og Mommark, ligesom halvøen Kegnæs[a] også byder sig til med flere skønne strande.
Ved sommerhusområdet Lavensby, der ligger tæt på Nordborg, er stranden smal -udsigten ud over Østersøen er derimod en langstrakt og meget smuk oplevelse.
Badeferie på sydkysten
Vejret på Als er mildere end det, du eksempelvis møder, hvis du har lejet et sommerhus på den danske vestkyst, og chancerne er, at Østersøens blidere klima giver dig flere badedage på din ferie. I Skovmose, der ligger på den alsiske sydkyst, indbyder den skønne brede sandstrand til ferie med vand og sand som omdrejningspunkt.
I landsbyen Skovby har du mulighed for at gøre forskellige indkøb. Her finder du både en bager, en tankstation og et supermarked.
Kerneland Strand
Vest for Skovmose ligger Drejby Strand - Kerneland, som er en af de allermest elskede sandstrande på Als. I området er der mulighed for nøgenbadning, som kan foregå 200-300 meter vest for parkeringsområdet.
Har du taget din hund med i sommerhus på Als, skal du være opmærksom på, at på de strande, der er tildelt blåt flag, er hunde kun velkomne i en afstand af 200 meter fra stangen, hvor det blå flag vajer. Husk også, at hunde skal holdes i snor på stranden i perioden 1. april - 30. september.
Idylliske Kegnæs
Halvøen Kegnæs er forbundet med Als via dæmningen Kegnæs Drej eller Drejet, og sommerhusene, du kan leje her ligger ved udmundingen til Flensborg Fjord. Den lille landsby Sønderby danner med sine idylliske huse og sin gamle kirke handelscentrum for livet på halvøen. I sommerperioden har du også mulighed for at gøre småindkøb i kiosken ved områdets campingplads, hvor du i øvrigt også finder en grillbar. I landsbyen Østerby har du fra marts til oktober ligeledes mulighed for at købe småting på Møllers Camping.
Lej gode sommerhuse til hele familien på Als
Der findes flere forskellige typer af sommerhuse på Kegnæs. Særligt de store sommerhuse ved den alsiske halvøs største by, Sønderby, er meget populære, når hele familien skal på ferie. Sandstranden, der ligger langs kysten ved Kegnæs, er smal, lang og børnevenligt lavvandet.
Det er også ideelt at have cyklen med til Kegnæs, da det flade terræn og de rolige omgivelser indbyder til cykelture fra sommerhusene, der alle ligger på halvøens sydkyst.
Hørup Hav og Vibæk Mølle
En dæmning forbinder Kegnæs med Als og Hørup Hav adskiller de to øer fra hinanden. På en lille høj, der markerer indsejlingen til Flensborg Fjord, står Kegnæs Fyr, der er åben for besøg om sommeren.
Farvandene omkring Kegnæs er ideelle til vandsport og sejlads. På øens sydkyst er der særlige gunstige forhold for surfing, og Lillehav vest for Drejet er et oplagt sted for begyndere at prøve kræfter med surfing. Dette kan blandt andet arrangeres hos områdets surfskole.
Vibæk Vandmølle
Lige nord for Kegnæs nær Vibøge på Sydals idyllisk beliggende ved en hellig bæk ligger Vibæk Vandmølle. Mølleanlægget, som stammer fra 1750'erne og som rummer både vandmølle, mølledam og vindmølle fungerer i dag som møllerimuseum, og her kan du på planlagte aktivitetsdage opleve daglige gøremål og brug af redskaber fra gamle dage.
Nord for Vibæk Mølle ligger byen Høruphav, hvor der er gode indkøbsmuligheder. Her kan du også besøge glaspusteriet Dansk Glaskunst.
Mommark - lystfiskeri og bådudlejning
På den alsiske østkyst ligger feriehusområde Mommark, og her er der gode betingelser, hvis du ønsker at bruge din ferie på lystfiskeri. Syd for Mommark er vanddybden stor også tæt på land. Ønsker du at leje en båd, kan du gøre det hos Mommark Charterboot, der ligger i byens marina. Her kan du i øvrigt også leje cykler.
Mommark Marina
Ved byens yachthavn kan du, udover at betragte både, også nyde livet på områdets sandstrand eller nyde en is eller et måltid mad på Mommark Marina. På stranden, der ligger ved sommerhusområdet ved Mommark på Als, er der mange sten, og det kan derfor godt være lidt besværligt at komme ned til vandet.
Fynshav og Nørreskov
Mellem Mommark og Fynshav på Als kan du leje sommerhus i området Nr. Kettingskov, der ligger tæt på både hav og skov. Stranden i dette område er meget stenet, men er dog både elsket af lystfiskere og badegæster, der vil nyde livet ved det sydfynske øhav.
Nørreskov kystnær skov
På østkysten af Als ud mod Lillebælt ligger Nørreskov, som er Danmarks længste kystskov, og her er der flere gode ferieoplevelser at hente. Gå en tur i Brudgommensenge, se den imponerende runddysse Baronens Høj, der stammer fra bronzestenalderen eller slå vejen forbi Nygård i den nordlige ende af skoven, der siden 1694 har været bolig for skovens skiftende ledere og opsynsmænd.
Købingsmark og Augustenhof Fyr
På det nordlige Als kan du leje flere forskellige sommerhuse i området Købingsmark. Sommerhusområdet er beliggende mellem to campingpladser, og den bedste strand i området finder du ved Købingsmark Strandcamping. Her finder du både parkeringspladser og toiletter, ligesom der i området er mulighed for at spise madpakker ved borde og bænke. I sommerperioden kan du i områdets kiosk købe kolde drikke og is.
To fyrtårne
Nær sommerhusområdet ligger Augustenhof Fyr eller Nordborg Fyr, som det også kaldes. Fyret er et hyggeligt udflugtsmål for hele familien, men kan dog ikke besigtiges indvendigt. På Augustenhof Strandcamping er det muligt både at købe en is og lege på legepladsen.
Oplev Sønderborg - Historie og shopping
Når du passerer Alssundbroen eller Kong Christian Xs Bro fra Jylland til Als, er den skønne havneby Sønderborg det første, der byder dig velkommen. Sønderborg er ubetinget Als største by, og her bor omtrent halvdelen af øens befolkning, og byen er fyldt med mange skønne oplevelser i din ferie.
Sønderborg Slot er en smuk og historisk interessant seværdighed at se nærmere på. I slottet 27 udstillingsrum har flere af Museum Sønderjyllands historiske samlinger til huse, og her kan du blive meget klogere på grænselandets historie og historien om Christian 2., der faktisk sad til fange på slottet i 17 år. Af andre spændende historiske seværdigheder kan nævnes Møllerimuseet ved Dybbøl Mølle, der ligger på den jyske side af Sønderborg og dronning Dorotheas Kapel, der er Nordens ældste bevarede kirkerum fra renæssancen.
Ringridning
I Sønderjylland og på Als er den årlige ringridning en kæmpe begivenhed, der lokker både lokale og ferierende til den store folkefest. I Sønderborg kan du opleve Sønderjyllands ubestridt største ringriderfest, hvor mere end 500 ryttere og heste deltager i løjerne. Den store folkefest finder altid sted i den anden weekend i Juli, og her er der virkelig sjov og underholdning til at fornøje hele familien.
Sightseeing og shopping i Sønderborg
Sønderborg byder dog på meget andet end historiske seværdigheder og ringridning. Den smukke havneby er rig på gode shoppingmuligheder i Perlegade, som er byens hyggelige gågade, hvor en blanding af spændende butikker og hyggelige cafeer ligger side om side. BORGEN, der er byens indkøbscenter, inviterer også til shopping i to etager.
En dag i Sønderborg lokker også altid med en gåtur på byens lange strandpromenade, hvor du kan betragte de mange skibe, der ligger ved enten Sønderborg Havn eller Sønderborg Lystbådehavn, der begge ligger på den alsiske side af Sønderborg. På den jyske side ligger den lille kommunale havn Verdens Ende.
Augustenborg Slot
I byen Augustenborg ligger barokslottet, der deler navn med den alsiske havneby, og begge dele kan sagtens danne rammen for en hyggelig ferieudflugt væk fra sommerhuset. Slottet har tidligere fungeret som psykiatrisk hospital, men huser nu Landbrugsstyrelsen, hvorfor der ikke er adgang til slottet. I Kunstparken Augustiana, der forbinder sig med slotsparken kan du se en række forskellige skulpturer.
Danfoss Universe og Nordborg
Oplevelsesparken Danfoss Danfoss Universe er en af hovedattraktionerne på Als. Parken ligger i Nordborg, hvor også Danfoss A/S hovedsæde hører hjemme. I forskellige forlystelser kan du lege dig til viden om naturvidenskab og teknologi. Parken har flere områder med borde og bænke, hvor du kan spise medbragt mad og har du din hund med i sommerhus på Als, er den også velkommen i parken.
Strøgtur i Nordborg[b]
I Nordborg kan du udover at få sjove oplevelser for hele familien i Danfoss Univers også tage en strøgtur, hvor du finder flere forskellige indkøbsmuligheder, der dog mest baserer sig på dagligvarer.
I byen kan du også se Nordborg Slot, der i dag danner rammen for en efterskole, og derfor ikke er åben for offentligheden. Slotsparken har du derimod mulighed for at tage en gåtur i. Den er åben alle dage i tidsrummet 10.00 - 17.00.
Havnbjerg Mølle
Havnbjerg Mølle, som er en stråtækt vindmølle af hollandsk type, der blev opført i 1835, ligger også i Nordborg. Vindmøllen fungerer i dag som museum, hvor du i åbningstiden kan møde møllemændene, der viser rundt og samtidig fortæller om møllens historie. Møllen er nabo til Havnbjerg Kirke, som er en romansk kirke bygget af kampesten i ca. 1140.
Jollemands Gaard
I den nordalske landsbyen Holm ligger Jollemands Gaard, der er et historisk bindingsværkshus, der slog sine rødder tilbage i 1700-tallet. Gården, som blev fredet i 2001, er et hjemstavnsmuseum for den alsiske bondekultur, og er bestemt et besøg værd, når du har lejet et sommerhus i området.
Hjortspringbåden
Midt på Als ved landsbyen Guderup ligger Hjortspring Mose, hvor man i 1880 under tørvegravning stødte på planker og våbendele. Plankerne viste sig at være dele af en båd, der senere blev kendt som Hjortspringbåden, som nu kan ses på Danmarks Nationalmuseum i København.
I 1991 blev Hjortspringbådens Laug etableret, og man begyndte at bygge et 1:1 replica af båden, som blev søsat i 1999 og dødt Tilia Alsie. Du kan tirsdag aften og lørdag eftermiddag besøge laugets værksted Lindeværftet, der ligger i Holm.
Dyvig Havn og Mjelsvig Bådehavn
I den nordvestlige del af Als ligger den maleriske Dyvig Havn, som er et skønt udflugtsmål, når du har lejet sommerhus på øen. Havnen er delt i to, og mod nord ligger det smukke, rød- og hvidmalede Dyvig Badehote, der blot understreger områdets idyl. I sommermånederne har du mulighed for at købe drikkevarer og lidt at spise i havnens kiosk, ligesom du også har mulighed for at spise i badehotellets restaurant eller brasserie.
Bådehavn Mjels
Lidt mere beskedent men dog lige så malerisk ligger den lille Mjels Vig Bådehavn ved den nordlige udgang af Alssund. Havnen ligger lidt gemt i de meget naturskønne omgivelser. I området omkring den genoprettede Mjels Sø ligger et gammelt pumpehus, hvor det er muligt at spise sin medbragte mad.